Produktinfo

Om brug, vedligehold og efterbehandling
Ringenes samlekvalitet er testet inden salg og kan samles uden brug af værktøj. Er du i tvivl om, hvordan din ring skal samles, så tjek vejledningen, der fulgte med, eller find den på
dette link, inden du tager for hårdt fat.

Da stål, aluminium, krydsfiner og plexiglas har meget forskellige egenskaber afhænger styrke og slitage af, hvilke dele din ring er kombineret af. Du skal derfor være opmærksom på, at kombinationer af eks.v. metal og akryl betyder, at din ring kan gå i stykker, hvis du taber den på en hård overflade. Dele af krydsfiner kan slå sig, hvis de udsættes for fugt i længere tid, akryl kan ridses og alle metaller patinerer på meget forskellige måder.

Alle metaldele sælges med deres naturlige patina, men du kan sagtens eksperimentere med polering og efterbehandling af overflader og opnå en meget stor effekt. En poleret del i kobber har eks.v. et helt andet skinnende lyst udtryk end den levende mørkere patinerede kobber. Aluminium kan poleres eller børstes til reflekterende overflade, og det samme gælder for stål.

Hvis du vil beskytte dine dele mod ridser og patinering, kan du med fordel tørre dem over med en smule silikone beskyttelse. Delene vil dog forandre udseende over tid, og du skal være opmærksom på, at kobber kan smitte af.

Har du spørgsmål eller erfaringer med at kombinere eller efterbehandle dine EMSO dele på en særlig måde er du meget velkommen til at skrive til os på info@emso-design.com eller dele med andre på facebook.

 

Om fremstilling, præcision og tolerancer
Alle EMSO design’s produkter, er fremstillet i Danmark. En del af materialerne er laserskåret og en del er waterjettet, men alle dele er efterbehandlet, testet og samlet i hånden på EMSO designs værksted.


I alle forarbejdningsprocesser er der tilstræbt høj præcision og pasform, der muliggør at meget forskellige materialer kan kombineres og samles på flere måder. Kombinationen af materialer nødvendiggør en hvis tolerance, hvilket betyder, at der kan være variationer i pasformen, uden at det er en fejl ved produktet.

Opbevaringsboksene, der følger med køb af EMSO ringe, er håndsamlet af 8 – 12 dele helt uden brug af lim, og kan derfor give sig ved tryk eller vrid, men også let presses sammen igen ved håndkraft.